Fuld

Det havde regnet i en uge træerne skreg gule her på kanten af november tændte vi et lys i det nye mørke

Et lys for de levende og de døde et lys for dem der må bløde et lys for alle os der knytter næverne i lommerne

Det vi glemmer tager vi med og skaber vores egen virkelighed fuld af gåder fuld af fejl fuld af mig og fuld af dig fuld af mig og fuld af dig

Åh skat tiden stod så stille man kunne næsten røre ved den holde den frem foran sig og lade længsler skinne igennem

Det vi husker tager vi med og skaber vores egen virkelighed fuld af gåder fuld af fejl fuld af mig og fuld af dig fuld af mig og fuld af dig

For at noget kan blomstre

Svævende svale
Glider forbi
drømme i dvale
Længsler i hi

Græsset gror
Lyng står i flor
der er ikke mere mellem himmel og jord

Lavtflyvende solsort
Lander på gyvelgren
gad vide hvad den tænker på

vender og drejer mig langt og kort
i en soloseng
mens natten går fra sort til blå

for at noget kan blomstre, må noget andet gå ud

enlige skarve
flyver forbi
ude fra reservatet
ved Hov vig

Fluerne summer
bierne brummer
ukendt fugl giver et ekstranummer

kjoleklædte kvinder
sopper på revlerne
på bedste skagensmalerfacon

lyset danner minder
i skytrevlerne

så hjertet pludselig vejer et ton

for at noget kan blomstre, må noget andet gå ud

Atomernes spil

Det' så kønt når bladene vipper og og ned i den gule vind og lyset nærmest synger efterårsdagene ind se nu hvor skumringen står i et lystigt neonskær og venter på mørket som en elsker på sin hjertenskær jeg lægger mig fladt ned for lidt skønhed om vi lægger fra eller til er vi bare brikker i atomernes spil i endeløse rækker af dansende tal i universets sprækker månen læner sig bagud mod den bløde sorte nat mens jeg hænger mig i en detalje dit blik har efterladt jeg lægger mig fladt ned for lidt skønhed om vi lægger fra eller til er vi bare brikker i atomernes spil i endeløse rækker af dansende tal

i universets sprækker jeg lægger mig fladt ned for din skønhed om vi...

Blæsten i træerne

Blæsten i træerne er som blæsten i mit sind det kan jeg i hvert fald bilde mig ind når jeg sådan sidder her hensunket i tanker og dråberne på ruden er som tårerne på din kind da kærligheden gjorde dig blind og du glemte helt hvordan man giver slip hvem er vi os der tumler her på jorden mens vi balancerer på snoren efter bedste manér ja jeg spørger bare jeg kan ikke svare ja jeg spørger bare ud i luften bølgerne på havet er som blodet i din krop der bare ruller og ruller fra tå til top selv om alt andet i dig er som forstenet og skyerne på himlen er grå som beton de skygger for solens gyldne gong gong og stjæler al vores sommervarme hvem er vi os der tumler her

på jorden mens vi balancerer på snoren efter bedste manér ja jeg spørger bare jeg kan ikke svare ja jeg spørger bare ud i luften Jordisk chance ført bag om mørket af vinterlyset en elektrisk blæst under månen fra dit vindue ser du den hænge og gnægge på himmelen kroppens væsker flyder sammen til den sø der er dig og ud i det hav der er os tænder midnatslampen for at ku ́ se de jordiske chancer fare forbi se hvor de gnistrer i støvet der hvor lyset har tøvet

kroppens væsker flyder sammen til den sø der er dig og ud i det hav der er os alting ånder fryd og gammen under stjernernes leg over de liv der er vores

Mange veje tilbage

Efter at noget tid var gået efter at nogen klokker var slået stod vi der pludselig igen et sted mellem kaos og zen efter at nogen hjerter var knust efter lidt for meget stormomsust stod vi der pludselig på ny på trods af vores blakkede ry der er mange veje tllbage når man først får lov at smage de er gået de dage, de er gået de dage efter at nogen glas var drukket efter at nogen lys var slukket stod vi der pludselig igen og voksede ind i himlen efter at nogen kroppe var tømt efter at nogen drømme var drømt stod vi der pludselig i dag og vendte vores nederlag der er mange veje tilbage når man først får lov at smage de er gået de dage

man må give man må tage de er gået de dage

Bling bling

Øjeblikke i lykke øjeblikke i tvivl står tilbage ufortalt mellem intet og alt horisontens streg anskuer dig ude der hvor det blå kanter op til det grå der er så mange ting der glimter bling bling mens sneen falder som regn på landevejen øjeblikke i tavshed øjeblikke som nu i et uafbrudt svæv mellem støv og væv der er så mange ting der glimter bling bling mens solen den brænder ud på din hud

Det der gik i hjertet

aftenerne er lyse nu de kender mine drømme om alt det vi stadig sku da drømmene var fromme har kun mig selv at klandre for kærlighedsballader og ene må jeg vandre i tomme, tørre gader og i øjnene må vi bære det al den tyngde vi fik med i øjnene må vi bære det alt det der gik i hjertet aftnerne er lyse nu det næsten så de blænder synes vi gjorde hvad vi ku ́ for at forblive venner har kun mig selv at takke , for min almene tilstand og ene må jeg flakke omkring i det danske land og i øjnene må vi bære det alt det vi fik med i øjnene må vi bære det alt det der gik i hjertet

Hjertets tro

uden sans for at samle tankerne i et bundt må man bare lade sig lede af det gør godt før det gør ondt du griner mens du griber dagen der bare tager dig med og siger du elsker når det regner bare det villle blive ved med hjertets tro, hjertets tro, hjertets tro sat i bero vi snakker lidt om vejret og mennesker vi kender lidt om ikke at ku få luft om ting der starter og om ting der ender med hjertets tro, hjertets tro, hjertets tro sat i bero det lys der skinner gennem skyerne nu er nok det tætteste på sol vi kommer i dag det kor der falder ned med bygerne nu er nok det tætteste på gud vi kommer i dag med hjertets tro, hjertets tro, hjertets tro sat i bero

Ved at vi skal leve

over tagene er himlen grå og det regner let på skrå hverken vinter eller efterår bare tid der bare går bare tiden der bare går jeg ved at vi skal leve

ved at vi skal dø ved at forårsdage snart stiller sig i kø ved vi begge drejer rundt om en døende stjerne og at vi også findes derude, derude i det fjerne ude i verden brænder det på det svært at vide hvor man skal stå hvordan man skal tro på når alt kommer til alt at vi er verdens lys og jordens salt at vi er verdens lys og jordens salt nej jeg ved at vi skal leve og jeg ved at vi skal dø ved at forårsdage snart stiller sig i kø ved at vi kan væve tanker og ideer men at alt afhænger af øjnene øjnene der ser

Nattetåge

svømmer i nattetåge selv om jeg burde sove men jeg kan ikke falde til ro tænker igen på os to tågen den lægger sig blødt over den sovende by alt hvad der før var dødt kommer til live på ny hører den sørgelige rest af naboens fuldemandsfest gennem de åbne vinduer på de rå murstensmure genkender stjernetegn de samme som jeg plejer ude langs mælkevejen lyset blidt bukker og nejer

En dag uden et i går

en skade har sat sig på grublerens skulder egen puster sig op foran en sky der buldrer går igennem den grønneste tid og møder min elskede i drømmenes flid på en dag uden et i går en due går gåsegang på parkens grus der er kun bilernes lyde, intet Tivoli-sus går med glæde igennem din dør som jeg har gjort det så mange gange før på en dag uden et i går Stående kvinde skærmer med håndfladerne himmellyset der bader i gaderne går fornøjet ud af haven igen som om at verden på ny er min ven på en dag uden et i går på en dag uden et i går på en dag uden et i går

I mit stille sind

I mit stille sind har jeg drømt om et Danmark med dig gået ind og ud ud af mit gode skind i mit stille sind I den milde vind har jeg sukket efter somre med dig grebet min chance og sluppet igen i den milde vind en udlængslel mejslet i bladenes smat et spejlbillede sprunget læk en piblen fra himlen en månenat lyden af asfalt mod dæk i mit stille sind har jeg drømt om et Italien med dig vristet mig fri af mit gamle skind i mit stille sind i den milde vind har jeg villet hvide vintre med dig stået i snevejr og lavt solskin i den milde vind en udlængslel mejslet i bladenes smat et spejlbillede sprunget læk en piblen fra himlen en månenat mørket på spring bag en hæk

Levende stemmer

Levende stemmer i et gadespejl grønt skinner solen på tagenes tegl sidder i et øjeblik og forstummer tager en note af ingenting mens alting summer i silende dagslys kommer dagene til at ligne hinanden men det gør ikke noget når du holder mig hårdt i hånden ivrigt banker hjertet på forårets dør og solsorten synger som det sig hør og bør fulgte en kurve langs galaksens kant spejlet i dit øjes grå diamant børnene leger på et fremmed sprog selv ved jeg ikke hvad jeg skal tro på i silende dagslys kommer dagene til at ligne hinanden men det gør ikke noget når du holder mig hårdt i hånden ivrigt banker hjertet på forårets dør og solsorten synger som det sig hør og bør

Vildrede

jorden den er rød og varm og fuld af blomsterblod jeg bøjer mine blade ved skabelsens fod og lukker mine øjne for at se alt det som vi skjuler i vores hjertekuler og ikke tåler dagens lys famler vi i blinde så er dog en tro på at håbet passer på dem der ikke kan finde deres nattero og i vildrede må gå strejfer du mig ikke med din sjældne sol og sætter dig på mig i min yndlingstol så vugger vi på havet og tvinger angsten ud af dens øglehud så den dør før den får kløer famler vi i blinde så er der dog en tro på at døren står på klem tll dem der ikke kan finde deres nattero og tager den lange vej hjem

Sommerdrøm

Sommerdrøm som en understrøm af vemod i benene der står og går lykkeligt uvidende om i morgen lige før så jeg da lygterne tændtes en skade gled sidelæns gennem skumringen og jeg vidste jeg fandtes i går var månen fuld og hvid over fakta på Amagerbrogade kraterne stod klart aftegnet og lignede krakelerede smil lige før hørte jeg sirenerne tude mens jeg lå under en skrå blå mild maj himmelrude

Solregn

Martssol roserne sover du står rygvendt og kigger ind i tanker der kun er dine og ikke for mig det’ derfor jeg bli’r ved med at male dig solregn solregn min egen jeg maler det samme igen og igen din nakke vores hjem helt tæt på og så så langt fra de åbne hvide døre låser indefra solregn solregn min egen vejret hænger gråt over havnen og så med et er det solregn solregn solregn min egen

Hvor er magien

Al den snak men hvor er magien som de skiltede med da de lukkede os ind i verden med kærlighed al den tid men hvor er momentet vi ved vi aldrig vil glemme var det mon lige før da jeg kyssede din stemme måske er det noget vi blev blev prakket på af den store drømmefabrik da de lærte os at længes måske er det noget der ligger gemt i vores DNA og så er der vel ingen vej tilbage alle de ord men hvor er magien du troede varede ved var det bare et udslag af forfængelighed måske er den gemt i barndommens land måske er den mulig at nå hvis vi strækker os så langt vi kan måske er det noget vi har brug for for at mærke livets mystik bare et lille smugkig

Elsk og bliv elsket

Elsk og bliv elsket og elsk så lidt mer
hvis lykken overhovedet findes
findes den der

gå gennem glædens nåleøje
der så kort så kort
fra det lave til det høje

sådan er der jo så meget
vi skal alle afsted en dag
når sjælen er vejet
og der ikke er mere at gi' af

livet vandrer videre
og bosætter sig hvor det vil
og fuglene de pipper og kvidrer
blot fordi at de er til

og det er din natur
at følge sprogets spor
og plage din omverden
med bevingede ord

sådan er der jo så meget
vi skal alle afsted en dag
når sjælen er vejet
og der ikke er mere at gi´ af

Læg dig her

Gryet
gennem grantræerne

lyset
livsbærende

vi er dels os selv
og stjernernes
dæmringshvælv

læg dine bekymringer her
og bare vær

se
føl duft og hør

der er ikke nogen
hemmelig dør

vi erfarer hinanden

læg dine besættelser her
og bare vær

Vinterskæbner

solsorten kvidrer
bag affaldscontainerne
trodser og trøster
vinterskæbnerne

dugfriskt spindelvæv
uden edderkop
solen er for doven
til rigtigt at stå op

dråber på træernes kviste
som små dioder
altings endeligt
er altings moder

verden er af lave
men jeg ænser det knap
jeg har nok i os
vil du elske eller vil du slås

gi os vort daglige
kosttilskud
forlad os vor skyld
før fornuften brænder ud

en engel med guldhår
i en billig seng
taber sit hjerte
og samler det op igen

verden er af lave
men jeg ænser det knap
jeg har nok i os
vil du elske eller vil du slås

dråber på øjnenes vipper
som små dioder
altings endeligt
er altings moder

verden er af lave
men jeg ænser det knap
jeg har nok i os
vil du elske eller vil du slås

Rosa himmel

en rosa himmel over indre by
hvem der bare svævede på en lyserød sky
sidder på en bænk og slår aftenen hen
en lun septembervind aer min kind

bådene tøffer forbi ude på vandet
du sagde at du elskede mig
men der manglede et eller andet

det magiske vi ikke kan definere
hvor man bare elsker en anden
fordi man ikke kan lade være

det minder om bueskydning når de spænder strengen mod kinden
skyder pilen afsted og så bliver den taget, taget af vinden
ja vi kan styre tingene indtil et vist punkt
så er de ude af af vores hænder igen som var de luft

de gamle gader med brosten og gulligt lys
leder mig hjem, hjem til mit hus

og det magiske vi ikke kan definere
hvor man bare elsker en anden
fordi man ikke kan lade være

her venter ingen pænt på mig vindueskarmen
hvor du engang stod og røg som en gudinde midt i larmen
mine sanser brændte deres lys i begge ender
der er ikke så meget at sige til det det vel bare en af den slags ting der hænder

når skønheden får liv og lov at vokse sig stor
så vækkes den gnist der i hjertet bor

og det magiske vi ikke kan definere
hvor man bare elsker en anden
fordi man ikke kan lade være

Livstid

Alene og forslået
midt i en tid der er gået
med alt det som I lovede
hinanden skulle ske

mærker du en hånd og
vender dig langsomt om
det de døde der trygler
dig om at tænde lyset

for det går stærkt med at blive mørkt
og før du ved af det

er en dag blevet til hundred, et år blevet til ti
snart har du en livstid at se tilbage i
øjeblikket vandrer blidt henover din hud
boltrer sig i tanker og flyder så bare ud

der var engang hvor tiden var endeløs
og du kunne bruge dage inde i en drømmedøs
men årene prikker hul og alverden siver ind
du kan ikke længere huske hvordan du fik dit sind

du ligger som du har redt
i en seng af sekunder

mens en dag bliver til hundred, et år bliver til ti
snart har du en livstid at se dig tilbage i
øjeblikket knuser årtusinder som en leg
tankerne de huser dagene med dig

udenfor falder sneen
sjæle stiger til vejrs
og manden med leen
sniger sig ind af min dør
og ind i mit vers

ja det går stærkt med at blive mørkt
og før du ved af det

er en dag blevet til hundred, et år blevet til ti
snart har du en livstid at se dig tilbage i
øjeblikket vandrer blidt henover dit blik
hjertet bare banker og tager det sidste stik

Drømme (har vi da lov at ha´)

Med dig med tiden
som blind passager
hen over midten
i al slags vejr

i bagende sol med
lokale byger
i et melodrama under
brændende skyer

ja drømme har vi da lov at ha
de gør dig stærk og de gør dig svag
helt afhængigt af dit sindelag
men drømmene har vi da lov at ha

i pagt med tiden
og ude af trit
rundt i cirkler
og kvadratisk

helt efter bogen
vi aldrig fik læst
pinligt ædru
og stjerneblæst

ja drømme har vi da lov at få
de sætter i gang og de sætter i stå
man kan jo alligevel ikke spå
men drømmene har vi da lov at få

Oplyst af begær

Aftenregn på ruderne
og på de parkerede biler

kælent sort, mildt og vådt
som når du smiler
til mig i mørket
når du tror jeg ikke ser
dig med øjne oplyst af begær

oplyst af begær...

vinteren var grå og rå
den lagde mig ned
og holdt mig fast med trænet hånd
i min rastløshed
men nu kan jeg mærke noget andet komme
jeg ved ikke hvad det indebærer
men det har øjne oplyst af begær

oplyst af begær...

gi' mig en sommervind med sommerfugle
der snart ikke lever mer'
oplyst af begær

Alt det gode

Matte gader med bladløse træer
vejen er dunkel - vi har brug for en seer
til at få hul på bylderne
til at få fyldt op på hylderne

måler du op så tager jeg notater
du ved du har ynde og jeg ved jeg vil ha dig
men hvad er klokken egentig blevet
hvor meget af livet har vi levet

for alt det gode
som vi blindt betroede os til

man skal vist vælge sine kampe med omhu
ikke sælge sig billigt, men ved du hvad du
jeg har udsalg i dag på sjæl og krop
åbent i døgndrift, non stop

for alt det gode
som vi blindt betroede os til

Den første stjerne

Lille stjerne på himlen der
hvem funkler du for ved du at jeg ser på
dig med undren og salige suk

hernede på jorden er vi
mange der glor
på dig der stille i himlen bor
og skinnende minder os om hvor langt
tanken kan rejse når hovedet er trangt

nu har du fået besøg af venner der
henover himlen lysene tænder
som var de strøet med let løs hå

og selv i det mindste sandkorn og løv
findes et minde om stjernestøv
ja tænk engang var det dig der hang
ude i rummets svimlende sang

FLAKKENDE BLIK

Jeg så dig dreje om din egen akse og ind i dig selv'
vi gjorde hvad vi mente var nødvendigt
det var held i uheld
at vi købte os tid vi kunne handle med
overfor guderne

en let dis i januarsolen i mit midlertidige ly
tænker på dig derhjemme
når du er allermest bly
skiller fårene fra bukkene
og mærker blodet til hjernen komme klukkende

som en flod af kærlighed
som en flod af kærlighed

jeg så mig holde dit liv i mine hænder men det skræmte mig ikk´
med mit ku´ jeg fastholde dit flakkende blik
vælger en gade at gå ned af ud fra lysindfaldet
og rejser mig der hvor jeg er faldet

i en flod af kærlighed
i en flod af kærlighed

kom lad os svinge os op til englesang
kom lad os svinge os op der hvor vi vil hvad vi kan
kom lad os svinge os op til englesang

Fra et sted

Jeg er fra et sted, jeg er fra et sted, du er fra et sted, vi er fra et sted
jeg er fra et sted hvor man bare ikke taler om det
hvor ordene hænger i luften til de sprænger
jeg er fra et sted hvor tågerne fødes
i mosen hvor insekterne dødedanser
men om natten kommer stjernerne ud
og skinner smukt på det stof
drømme er gjort af
Jeg er fra et sted, jeg er fra et sted, du er fra et sted, vi er fra et sted
jeg er fra et sted med gabende gader
sovende huse, hække, blokke og haller
jeg er fra et sted der ikke findes mere
nogen har sat sig i mit sted
hvis jeg bare kunne fortælle dem
at alting ok og at det nok skal gå
men om natten kommer stjernerne ud
og skinner smukt på det stof drømme er gjort af
hvis jeg bare kunne fortælle dem
at alting ok og at det nok skal gå
Jeg er fra et sted, jeg er fra et sted, du er fra et sted, vi er fra et sted

Ryster

Verden er stor og sær
men som du ligger der
og spiser kirsebær
er det bare at tage det ind
præcis som det er
præcis det jeg ser
det vibrerer i æteren
vinden tager i træerne og ryster
de døde blade af sig
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
du kalder fra den anden ende af lejligheden
med den der stemme
trækker dig til mig
som månen trækker
et hav til sig
det er næsten mørkt
lyset tændes i vinduerne hos de andre
der tænker deres tanker
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeaheayeah yeah yeah yeah yeah
det vibrerer i æteren
tanken tager fat om hjertet og ryster
de visne minder af sig
yeah yeah yeah yeah yeah yeah yeah
yeah yeaheayeah yeah yeah yeah yeah

Ned i et hul

Løb med mig selv i hælene
hen over græsset og gravene
hen til de ukendtes plæne
kunne ikke stoppe med at spæne

skumringen var mørk og våd
da jeg løb hjemad badet i sved
porten i muren var borte
og træerne var sorte

da jeg faldt ned i et hul
ned under nul
skyerne skumlede og mulmen mumlede

om aftenen skreg kattene
de var drægtige med nætterne
og drankerne de brølede
nede på fortovet i sølet

jeg sad længe oppe og kiggede over
på bygningen der var overfor
forsøgte på at fange
øjeblikkets flamme

da jeg faldt ned i et hul
ned under nul
billerne knitrede og lynene gnistrede

jeg faldt ned i et hul
ned under nul
skyerne skumlede og mulmet mumlede
og når jeg tænker tilbage på de dage
ved jeg ikke hvor de blev af
de forsvandt bare

Lykketræf

Elsker du ikke også
når de høje tynde træer svajer i vinden
og skyerne hvide
puffer til hinanden legende let

dette øjeblik
er der ingen tvivl at spore
kærligheden fik
ret og kommer nu til orde

elsker du ikke også
de lysende aftner på volden
i hylden en syngen
der blomstrer langs grusstierne

her kan man knibe
en tåre uden at være ked
og gå og gribe
de lykketræf der drysser ned

det knager i din hjerne med det du går og ser
men sagens kerne er jo netop at det sker nu og her

dette øjeblik
er der ingen tvivl at spore
kærligheden fik
ret og kommer nu til orde

Glimtvis

Rustrøde øjne og kokain
tilsandede løgne
jeg er din
i hvert fald for en stjernestund

du kan ikke sove
for en vild energi
det er nattens fælde
du er faldet i

og nøgen stønner du

glimtvis lykkelig og åndeløs
så udødelig – jeg bliver nervøs
for om du dåner
på de mørke måner

brændende broer
og luftige løfter
pludselige dale
og bratte kløfter

læser din krops landskab
og zoomer så ud på hele din hud

glimtvis perlende – din gyldne ryg
i ly for fjenderne – her er jeg tryg
og jeg ved vi vågner
på det skønnes måner

Jeg må le

Det er tidligt
skyerne er ikke kommet på
du er lige i nærheden
nøgen og rå

folk går op i
de mest mærkværdige ting
mens kloderne kværner
og drejer omkring

jeg selv er ikke for god
til at skænde på dig

vennerne hænger
ude i tovene
men jeg har dig
at se i øjnene

dit umulige blik
for gud hved hvilken gang

det er så stort som jeg magter det
dagene skred jeg blev revet med
det er så stort at jeg må le

så vågner du
med hovedet fuldt af skygger
et forvrænget syn
i stykker

solen skinner
i mol
på godt og ondt
i hinandens vold

foran mig venter igår
på at vise sit ansigt

det er så stort som jeg magter det
dagene skred jeg blev revet med
det er så stort at jeg må le

var det mon bare en drøm
som vi greb ud af luften
to der spiste
begærligt af frugten

det er så stort som jeg magter det
dagene skred jeg blev revet med
det er så stort at jeg ikke kan se
hvorfor jeg ikke skulle le

Nord

Mmm kold vind fra nord
sjælen synger i kor
men det er pivende falsk
selv om du så gerne vil være ren

mmm hver eneste celle
har et helt liv at fortælle
men sig mig hvornår kommer du hjem
og går med mig i skovene

jeg ved ikke hvad det betyder
men du må følge dit hjerte
hvor dumt det end lyder
hvem ved hvor det fører dig hen
du må lukke øjnene og stole blindt

mmm der viser sig et spor
slægten synger i kor
det noget i måden at du
bevæger dig gennem livet på

jeg ved ikke hvad det betyder
men du må følge dit hjerte
hvor dumt det end lyder
hvem ved hvor det fører dig hen
om vejene åbner sig eller ender blindt

Til ilden

Frisk og frejdig morgen
bladene har næste foldet sig ud
på de tre træer jeg kan se
gennem den beskidte rude

luften står stille og solen titter frem
over hustagene
jeg er det sted jeg kalder hjem
her er jeg de fleste af dagene

hvis jeg kunne ønske mig noget
skulle det være et smil fra dig
det smil der på vej ud
af døren lover mig
ilden

til ilden

ja jorden er smuk i dag
det er ikke det der er problemet
den giver os brød og vand
et tilfældigt sted i solsystemet

hvor dyrene springer
og bækkene bobler
mens krigene raser
og folk er syge i hovedet

hvis jeg kunne ønske mig noget
skulle det være et smil fra dig
det smil der slukker mine
sorger og holder mig
til ilden
til ilden

Barfodet

Fortryllet af din skikkelse
hånd og ånd i bevægelse
tror at jeg tager mig endnu en uge
uden anden plan end at suge

nuet til mig
og skubbe fra mig
fremtiden – den kommer før eller siden
den kommer før eller siden

jeg har op til flere sten i skoen
men jeg går barfodet over broen
til de lyse sletter
til de varme nætter
hvor stjernerne gætter
hvem der letter

tror at jeg tager mig endnu en uge
og ligesom bierne bare suge
livet til mig og skubbe fra mig
alt det døde der ligger hjertet øde

Elegant

de siger at det er begrænset
hvor mange chancer man får
men jeg siger at man må gribe
hver dag som var det i går

og gå på line mellem dagene
så elegant man kan
og rulle med slagene
i det sorte sand

jeg ser at blomsterne er visnet
i min vindueskarm
efteråret det har listet
sig ind mens det var varmt

men det betyder at du kommer
til landet igen
og lægger dig i mine lommer
som min sødeste ven

frøene og kimene slumrer i deres skjul
så har vi ikke længe
til at det er jul

man siger at græsset det er grønnere
på den anden side
men jeg synes det er skønnere
at tro på det man kan vide

og jeg ved at solen brænder
bag den gråhvide damp
og at kærligheden strander
uden en ærlig kamp

Side A

Vågnede en morgen

Vågnede en morgen
døsede hen igen
halvt i søvne halvt vågen
flere steder på en gang

jeg havde det varmt
men mit hjerte det gøs
dagen hang derude
tung og truede

vaskede stemplerne
af huden
gennemgik natten
kortlagde ruten

vejen hjem var belagt med
et hav af gyldne glimt
klokkeklange
i solopgange

dagen hang derude
tung og truede
dagen hang derude
ung og tudede

Et øje

Et øje på dig og et på musikken
grønt kastanjetræ mod sort nat
kigger ind i et væk

har du min ryg så er jeg vores syn
lad os afsøge hvert et hjørne af byen
tårne os op og vælte os ned
støje til vi hører fred

stjæler med øjne og ører
ser med fingrene
går igennem gråvejret ned
til en hemmelighed

har du min ryg så er jeg vores syn
lad os afsøge hvert et hjørne af byen
tårne os op og vælte os ned
støje til vi hører fred

Swimmingpoolens blå

Smelter min hukommelse
og flyder ovenpå
de sidste stråler duver
på swimmingpoolens blå

stjæler et kærtegn
venter og ser
går i stå i et strå
mens mer vil ha mer

og lader dagene vise os
al deres pragt
hvad vi ville sige
og hvad der blev sagt

hjemsøgt af en tør
Saharavind
bliver tankerne sand
i livets store svind

så må dagene vise os
i al deres pragt
hvad vi ville sige
og hvad der blev sagt

og lader dagene vise os
al deres pragt
hvad vi ville sige
og hvad der blev sagt

så må dagene vise os
i al deres gru
hvad vi ville
og hvad vi kunne

Vindtunnel

Stoffer, støv, boulevard, solnedgang, zone, ynde, gadeplan, tilgiver, hjertehængsel, rygstød, regnskyl, leger med lyset i en vindtunnel

Drejer

Drejer ned af en kold tom gade
skyggen af en fugl blafrer
taler med en sodet facade
vindstille gennemsigtig

i søndags ville jeg bare flyve
så genveje ud overalt
men jeg vidste jeg måtte blive
og fik dig genfortalt

drejer op badet i skygge
synes lige solen var her
det føles som var det i går
at du pludselig stod der

men i søndags ville jeg bare flyve
så genveje ud overalt
så jeg fangede mig selv i at lyve
og fik dig genfortalt

Riv

Jeg har revet dig ud af en drøm og skrevet dig ren
solet mig i dit smil på den grønne gren
tværet tavlen til med blanke dage
i den skønneste bølgedal

jeg har revet dig ud af en drøm og set mig gal
bukket under for planeternes pres
glemt at spole båndet tusind kys frem

nu kommer regnen
nu kommer regnen
nu kommer regnen
nu kommer reeegnen

Jeg har håbet på at du ikke kunne se det
at det ville gå væk af sig selv
du drømmer at vi svømmer ud
i gaderne i skybruddet

nu kommer regnen
nu kommer regnen
nu kommer regnen
nu kommer reeegnen

Regner ind

Passer på dig når det regner ind
ned af din kind

holder øje når du lukker ned
og går i et med mørket

for jeg har hørt historien før
åbnet det vindue lukket den dør

går blidt til dig når du blusser op
i hver en fiber i din krop

er forsigtig når du væver spind
og ligner en fremmed kvinde

for jeg har hørt det hele før
lukket det vindue jeg har åbnet den dør

ser det visne og ser det gro
ser dig komme ser det grå

går på grund i en aftenstund
og svømmer ind i din mund

marmorhud der bryder ud
i lys lue på et sekund

noget i dine øjne jeg ikke kan forstå
noget jeg har stirret mig blind på

ser det visne og ser det gro
ser dig komme ser det grå
går på grund i en aftenstund

Hen over midnat

Hvad har du lukket ind
hvad har du lukket ind
i årenes løb
ind i dit sind
dit helt særlige spindelvæv

hvad har du lukket ud
hvad har du lukket ud
hen over midnat
ud af din mund
fra kælderens kolde dyb

holdt du hvad du lovede
dig selv mens det var lyst
og aftenen endnu tyst
bølgede mod dit bryst

du lusker rundt og skuler ondt
om husmurene
men hvad er det du vil finde
hvad hvis der bare er mørkt derinde

gik det som du troede
mens det endnu var lyst
og sommeren så tyst
bølgede mod dit bryst

Juni

Juni hænger nedad
med lange lyse lokker
nætter der aldrig lukker
lokkerne smyger sig om byerne
daggryet flyder ud over skyerne

Lysvågen

Til lyden af blade der hvisler over vejen
og fjerne sirener der hviner om hjørnerne
i gadelampens skingre skær

skæbnesvanger og elskovssyg
en fremmed for min egen by
under månens skinnende stille

har jeg tit siddet for mig selv
og nynnet natten ihjel
lysvågen

opgangens senge vender og drejer
og blæsten aer kareerne
nu fejes himlen stjerneklar

i en lind drømmestrøm
syg efter mere
og lysvågen

lyset bøjer sig i støvet
lyset bøjer sig i støvet
lyset bøjer sig

på en lind drømmestrøm
op til min stue
ad blændede døre
til foden af din regnbue

MØRKT STOF

I DIN FAVN
MØRKT STOF
I TIDE OG I UTIDE
JEG KAN IKKE BØJE DET
MEN DET BØJER MIG

I DIN SANG
MØRKT STOF
HVER EVIG ENESTE GANG
JEG KAN IKKE RUMME DET
MEN DET RUMMER MIG

MED RYGGEN MOD URET
MOD NYE NUANCER AF MØRKT STOF

FOR FULD HALS MØRKT STOF
PÅ DIT SOLSKINSØRE
MIDT I ET SNEVEJR

I DIN FAVN
MØRKT STOF
I TIDE OG I UTIDE
JEG KAN IKKE RUMME DET
MEN DET RUMMER MIG

MED RYGGEN MOD URET
MOD NYE NUANCER AF MØRKT STOF

DISET DØSIG

LYSET VÆLTER IND
DISET DØSIGT
FØRSTE FORÅRSDAG
UDE I GADERNE

TRÆDER UD PÅ ISEN
LISTER SIG OVER SØEN
GÅR OMKRING PÅ EN LINJE
AF DET SARTESTE SPIND

ALTING LIGNER SIG SELV

SLØRET OG HVIDT
DISET DØSIGT
BLÅGRÅ OG BLID
DISET DØSIG

RODER I BILLEDER
FRA DENGANG HUN VAR LILLE
SOMRENE I ERINDRINGEN
SPILLER HENDE ET PUDS

SLØRET OG HVIDT
DISET DØSIGT
BLÅGRÅ OG BLID
DISET DØSIG

ALTING ER SOM DET VAR

SLØRET OG HVIDT
DISET DØSIGT
BLÅGRÅ OG BLID
DISET DØSIG
DISET DØSIG

PÅ VIPPEN

LÆN DIT VÅDE HOVED HER
DU ER JO HELT GENNEMBLØDT
SØG DIN TRØST I DET SØDE
I MORGEN SLÅR VI ØJNENE OP I DET BLØDE

TRÆK DIT TÆPPE OP OVER DIG
DU ER JO HELT GENNEMKOLD
SØG DIN TRØST I DET SØDE
I MORGEN SLÅR VI ØJNENE OP I DET BLØDE

SENT OM AFTENEN NÅR DET BLÆSER
OG LÆNGSLERNE SKÆRER ANSIGTER
SØG DIN TRØST I DET SØDE
I MORGEN SLÅR VI ØJNENE OP I DET BLØDE

PÅ VIPPEN TIL AT BLIVE EVIGE

SMERTENSBARN

ER DER NOGEN I NATTEN
HVEM DER PÅ TRAPPEN

ER DER NOGET PÅ FÆRDE
HVAD ER DET DER SPØGER

ER DET DIG SMERTENSBARN
ER DU HER FOR AT TAGE TIDEN TILBAGE

ER DER NOGEN DER LYTTER
HVEM KASTER SKYGGER

ER DET DIG SMERTENSBARN
ER DU HER FOR AT TAGE TIDEN TILBAGE?

ELASTISK

FORÅR DU ER KÆRKOMMEN
VI HAR LAGT VORES PENGE PÅ DIG
OG VENDT DEN ANDEN KIND TIL
NÅR HIMLEN LUKKEDE SIG

OPPE I VORES HULE HOVEDER
ER DER SÅET FRØ
DE VIL KUN SPIRE
DE VIL SÅ NØDIGT DØ

DER ER BLEVET DRUKKET OP
OG PISSET NED AF STRÆDER OG GADER
NU KALDER VINDUERNE
KÆRESTERNE ER KLAR MED MADEN

NEDE I VORES MAVER
HAR LURET EN SULT
EFTER TILVOKSEDE HAVER
MED SORTRØD ORMEMULD

FORÅR DU ER KÆRKOMMEN
VI HAR ELSKET LÆNGE NOK
I SKUMLE RUM MED
EN RUSTEN KNIRKEKROP

INDE I VORES HÆNDER
HAR VI MÆRKET ET AFSAVN
EFTER AT SE OG RØRE
DET ELASTISKE

LYD OVER LAND

Hvis din lyd er livløs
og dit liv er lydløst
og dit tonefald er klangløst
og famler du mod flammen
og går der ingen røg af branden
og hvisker du
kom over dine læber nu
bid dig fast du
lyd over land det er det vi vil
hvis din luftvej er åndeløs
og dit håb er troløst
og din timing er taktløs
og væver du

ALLE VEJE

Med en kuffert fuld af novemberregn
og kun det mest nødvendige
øjnede jeg mit snit
langt væk hjemmefra
blev kærligheden let
som en fjer der daler
som et øje der lige har grædt
måske med tiden vi får et nej
men alle veje fører mod dig
vi viklede os ind i et dejligt digt
bobler brast og mælken flød
fra dit værelses udsigt
måske med tiden vi får et nej
men alle veje fører mod dig

ISHÅND

På alle tider af døgnet
på alle sider af døgnet
er der lidt brændt sort
men det får mig ikke
det når mig ikke
jeg løber langsommere end livet
kan holde i sin ishånd
på alle hjørner af døgnet
er der en skarp kant
men jeg passer på mig
og skærer uden om

MINDER OM LYS

Kender ikke et øje og ingen stemmer
alverden ligger lige foran mine hænder
det minder om lys
jeg sår tvivl og høster angst
vejene synger den hvide sang
det minder om sjæl
jeg lukker øjnene og føler mig frem
sekunderne knirker i knogler og led
skyerne rødner månen ned
jeg tar' mig min tid
det er hvad det er fra dag til dag
det er hvad man gør det til
du minder om lys
jeg er inde og røre ved de inderste lag

UDSTØDT

Høj af jord og sol
synger kropsguden
han med motorøjne
han på hjul af sorg
han der ånder udstødning
i stemmens vold
høres det tørstige hjerte
hudens huller udskiller nat

JEG RØR' DIG IKKE MER'

Jeg rør' dig ikke mer'
du har ikke mer' at hente her
sværm om en anden
vi bevæger os nær
randen af hinanden
du ser mig ikke mer'
jeg er kommet dig alt for nær
sværm om en anden
før vi stikker flere
torne i hinanden
jeg rør' dig ikke mer'
vi bevæger os nær
randen af hinanden

JAG DIN JAMMER HJEM

Kom igen
kom nu igen
rejs dig fra din askeseng
jag din jammer hjem
se solen bryder bygerne
følg lyset med hele din krop
gå og gør dit job
og jag din jammer hjem

LILLE FUGL

Der er så lydt hvor
min lille fugl bor
så sort og glat
pipper dyret i mig
om sange der synges
bag mit hjerte

jeg kaster stjernerne rundt i min hjerne
til der kommer små arme om mig

MON DU

Jeg falder i søvn i takt til
regnens slag mod ruden
mens skeletmetallet støbes
inde i mit hoved
mon du sover nu?
jeg drømmer om kap med juninatten mørket farer afsted
jeg drømmer mig fra forstanden
til jeg intet længere ved
mon du drømmer nu?
jeg vågner i takt med trafikken
og ønsker at jeg var en anden
busserne suser og vejene
løber ud i hinanden
mon du vågner nu?

PARALYSERET

Vintrene løber som hunde og stikker af med solnedgangene mellem benene
jeg står paralyseret og lytter til lyset
blive længere for hvert et øjeblik
somrene løber som sand og stikker af med solopgangene mellem fingrene
jeg ligger helt stille og lytter i natten
der bliver længere for hvert et øjeblik
jeg føler mig elektrisk og ude af kontrol

KKE ÅBNE

Kan ikke åbne mine øjne om morgenen
kan ikke lukke dem i om aftenen
jeg kan ikke være nogen steder
end i mit blå mørkerum
kan ikke åbne min døre om morgenen
kan ikke lukke dem i om aftenen

DRÅBEGLANS

I solens hede hænder i underligt højt græs
med duggen drivende ned langs min ryg
man tør nærmest ikke at røre ved noget
stråene hilser vinden der stryger med hårene
jeg tilhører morgenen
i al dens dråbeglans
i al ydmyghed
hvis jeg drømmer nu så lad være at vække mig
cikaderne de knitrer som sindsyge
og du stryger mig med håret
vi tilhører morgenen

Ishaand

På alle tider af døgnet

på alle sider af døgnet

er der lidt brændt sort

men det får mig ikke

det når mig ikke

jeg løber langsommere end livet

kan holde i sin ishånd

på alle hjørner af døgnet

er der en skarp kant

men jeg passer på mig

og skærer uden om

Jeg rør´ dig ikke mer´

Jeg rør´ dig ikke mer’

du har ikke mer’ at hente her

sværm om en anden

vi bevæger os nær

randen af hinanden

du ser mig ikke mer’

jeg er kommet dig alt for nær

sværm om en anden

før vi stikker flere

torne i hinanden

Træernes triumf

Tågen klæber

himlen er Hammershoi

skriver skrig og hjertestøj

det synger i mit kød

jeg bliver dagligt mere vinterør

min hud er løs og min tunge er tør

men snart flipper farverne ud

det er træernes triumf

over menneskemørke

og frostne nætter

jeg folder min tunge ind i dit øre

dit svigt bliver ved at forføre

og det ruller i mit blod

solen svejser og græsset griner

jeg ligger og lugter liv

og nu flipper farverne ud

det er træernes triumf

over menneskemørke

og frostne nætter

Dage og nætter

Der var dage med en melankolsk struktur

med en motorstøj der lagde sig ubemærket i musikken

på samme jeg begærer at en stilhed en ubemærket morgen

vil lægge sig lige så lang hun er

Ingen bilers horn

Ingen bilers horn

ingen jagen

ingen sukkende hænder

og ingen skrigen

bare tidens aen i nakken

ingen poesi

den ligner sminkede lig

bare dine øjne i nakken